ASHIHARA KARATE FREDERIKSBERG
HISTORIE
Ashihara Karate er skabt af Hideyuki Ashihara, som blev født i 1944 i Hiroshima-provinsen i det sydlige Japan. Ashihara Kancho (kancho = øverste leder) trænede karate siden han var 11 år. I 1965 åbnede han sin første karateskole i Yawatahama, en lille fiskerby i Ehime-provinsen på Shikoku i det sydlige Japan. Siden koncentrerede Ashihara Kancho sig om at udvikle et karatesystem, der byggede på de mest rationelle og logiske teknikker.
NEW INTERNATIONAL ASHIHARA ORGANIZATION
I 1980 grundlagde Ashihara Kancho New International Karate Organization (NIKO), hvis hovedskole - Honbu - ligger i Matsuyama på øen Shikoku. NIKO har over 11.000 aktive medlemmer alene i Japan, spredt over hele landet. Uden for Japan findes der i dag Ashihara Karateskoler i Afrika, Australien, Mellemøsten, New Zealand, Sydøstasien, Nord- og Sydamerika og Europa. I Danmark findes der Ashihara Karateskoler over hele landet. Hver skole har sin egen sportslige leder - Branch Chiefen - der har direkte kontakt til Honbu i Matsuyama, Japan.
TEKNIK
Her kan du finde hjælp til det tekniske i karatetræningen. Det kan være en god idé at orientere sig i nedenstående, men det kan aldrig erstatte karatetræningen i dojoen!
BASIS (KIHON)
Basis er fundamentet i al karate. Det er det, der giver grundlaget for alle teknikker. I starten kan det virke akavet at slå eller sparke ud i luften fra usædvanlige og krævende stillinger. Senere giver det mening, og man opdager, at selv små detaljer i basis, kan overføres til den såkaldte frikamp/kumite. Stillinger er noget af det første, man lærer. Det er vigtigt, at man hele tiden koncentrerer sig om at blive i de rigtige stillinger, da det er her kimen til bl.a. frikamp/kumite bliver lagt. Kroppen lærer ved gentagelser, så det, der i starten virker krævende og svært, senere virke let, når man træner det. Kroppen lærer at slappe af, man laver mindre bevægelser og udnytter kroppens potentiale.
Basis er således et vigtigt skridt og uundværligt skridt mod beherskelsen af karate.
BASIS UNDER BEVÆGELSE (IDO KIHON)
I basis under bevægelse laver man basis teknikker, mens man bevæger sig i forholdsvis dybe stillinger (i modsætning til kampstillingen). Dette virker som styrketræning og man udnytter sin bevægelse til at få kraftigere teknikker.
POSITIONER
En af de ting, der gør Ashihara Karate anderledes fra andre karate systemer, er, at der altid søges ud på modstanderens svage/blinde side. Den gode position giver fordele i kamp. Således kan en fysisk svagere person med en god teknik overvinde en stærkere modstander.
KOMBINATIONER
I Ashihara Karate er det vigtigt ikke at bremse sig selv eller stå i vejen for den næste teknik. Derfor er kombinationstræning vigtig, da man her har muligheden for at træne vanskelige kombinationer, så de til sidst bliver flydende.
KATA
Kata er en sammensætning af forudbestemte kombinationer, hvor en modstander angriber, og man forsvarer sig mod angrebet og udfører et modangreb. Når man udfører en kata er det vigtigt at man tænker over, hvilket angreb der kommer, så man bevæger sig korrekt i forhold til modstanderen. Kata-træningen er essentiel for at lære varieret karate. Det er en slags 'værktøjskasse', hvor man lærer flere og flere avancerede kombinationer og teknikker. Ashihara Karates kata’er udføres alle fra kampstilling og giver derfor en nutidig og realistisk oplevelse af forudbestemte kombinationer.
-
Bunkai (kata med modstander) er den helt rigtige måde at få forståelse af en kata på, da man her kan se, hvordan modstanderen bevæger sig og der trænes parader, mellemparader og skub.
-
Shoshin no kata: Begynder-kata: Fokus på, at man bevæger sig ud af modstanderens rækkevidde og bringer modstanderen ud af balance vha. mellemparade.
-
Kihon no kata: Basis-kata: Fokus på at bevæge sig til siden, samtidig med at man laver en parade (dvs. man bevæger sig ikke væk fra modstanderen, men bliver stående på forreste fod). Det kræver at man er ekstra fokuseret på sine parader, da man ellers er indenfor modstanderens rækkevidde.
-
Kumite no kata: Kamp-kata: Fokus på at man i en flydende bevægelse er 'aggressiv'-fremadrettet - mange høje spark.
-
Nage no kata: Kaste-kata: Fokus på at man skal kaste modstanderen i en flydende bevægelse.
-
Jissen no kata: Selvforsvars-kata: Er endnu mere 'aggressiv' end Kumite no kata, hvor man både kommer ud til siden og frem i samme bevægelse. Det vil sige, at man tager kontrol over modstanderen allerede før modstanderens angreb er fuldført.
SABAKI
Sabaki er et skridt på vejen til den frie kamp. Formålet er, at man bliver vant til at blive angrebet, og herefter bevæger sig korrekt i forhold til modstanderen.
KUMITE
Kumite er den frie kamp. Her skal begge kæmpere både angribe og forsvare sig.